Hjem Aktiviteter Kurs Bakgrunn Historie Artikler Linker Bildegalleri Kontakt oss

Historien om Argentinsk Tango

At danse argentinsk tango er som to stumme, der kommunikerer med et kompliceret tegnsprog, hvortil man bruger hele kroppen. Samtidig er der en undertone af sofistikeret erotik, som undertiden kun fornemmes af parret, der danser; undertiden kan det ses udefra, hvis danserne vil det. Man driller, leger, ægger, forfører.

Tangoen opstod i Buenos Aires´ forstæder i slutningen af 1800-tallet "blandt ludere og lommetyve", på bordeller, barer og andre steder, hvor mænd øvede sig med mænd, for at kunne imponere damerne på bordel. I starten var tangoen ikke velset, da den var meget erotisk, men da mænd fra overklassen også gik på bordel, bredte dansen sig efterhånden opad i de sociale lag. Det var dog først da dansen havde gjort sit indtog i det mondæne Paris, at tangoen blev lukket ind fra de beskidte kvarterer, i de acceptable saloner; dog lidt mere stueren.

Tangoen gik sin sejrsgang i Europa, men i 1920´erne blev den "standardiseret", og blev til det, europæerne stadig i dag kalder tango, og som alle kender fra de traditionelle danseskoler og sportsdansekonkurrencer.

I Argentina har dansen derimod videreudviklet sig fra det oprindelige, og danses stadig i saloner, men man skal næsten have luppen frem for at finde elementer af den oprindelige dans i "den europæiske tango".

Det karakteristiske ved argentinsk tango er, at man improviserer. Der er nogle grundlæggende elementer, eller figurer om man vil, en måde at holde om hinanden og en særlig måde at bevæge sig på, som først må læres. Men så er resten improvisation, kombination og intention. Der er utallige muligheder for at danse figurer, variationer. Musikken, med sit specielle instrument, bandonéon´en, og sine skift i rytmen, giver dansen endnu flere muligheder: man kan følge grundrytmen, danse i halvt tempo, dobbelt tempo, følge melodien etc.

Et andet karaktertræk er, at de to dansepartnere ikke altid er i bevægelse samtidig og ikke danser de samme trin. Manden styrer mest, men kvinden kan bryde ind og styre, og denne intense kommunikation gør, at det for en udenforstående vil se ud, som om dansen er koreograferet.

Danser man for et publikum, inddrages evt. mere akrobatiske elementer, hvilket giver dansen et spektakulært præg, så tilskuerne får et lille indblik i den passionerede spænding, der ellers er dansernes egen hemmelighed!