Hjem Aktiviteter Kurs Bakgrunn Historie Artikler Linker Bildegalleri Kontakt oss

TANGO: Show eller hygge? Show-off eller kos?
 
Jeg vil hermed sige lidt om min opfattelse af nogle af de "ansigter" tango har. Som jeg ser det har nemlig tangoen flere forskellige ansigter og helt forskellige ”passende” arenaer. Dette bliver meget tydeligt når den får lov til at udspille sig på den forkerte arena; i en sammenhæng hvor dansen (eller udøverne af den) bliver til gene for andre tilstedeværende, altså virker stik imod sin hensigt. Men hvad er passende, hvilke arenaer er ”rigtige”?
 
Jeg skal ikke her gøre mig til historisk ekspert på tangoens rolle op gennem dens efterhånden lange historie, men jeg føler mig fri til at sige nogle ord om min egen oplevelse i de mere end 11 år jeg har deltaget i den. Min umiddelbare fornemmelse siger mig at tango har i hvert fald to hovedarenaer:

  • Situationen hvor man danser med en partner man har lyst at danse med, og DERFOR danser med vedkommende der og da.
  • Situationen hvor man optræder for et publikum som har valgt at se på det.

Dette er for mig at se to vidt forskellige ting, som jeg faktisk ikke synes skal blandes; i hvert fald er det meget afhængig af sammenhængen hvorvidt det lader sig gøre på en passende måde. Med passende mener jeg, som ovenfor nævnt, om denne sammenblanding er til gene for andre. Nu skal jeg straks blive lidt mere konkret og eksemplificerende.
 
Lad mig starte med den mest klare af de to situationer: showet. I denne situation er der helt klare, præcise og afgrænsede rammer for udfoldelsen. Man er bedt om, hyret til eller har selv bedt om at optræde for et publikum, som på den ene eller anden måde ”rydder gulvet” og ser på showet. Man har da fuldstændig frihed til at danse akkurat som man vil på det foreliggende areal. Hvordan man vælger at udføre dansen sammen med/i forhold til sin partner er en anden historie, men en nærliggende forudsætning at fremhæve her er, at man sandsynligvis må have øvet sig lidt på forhånd på tekniske aspekter ved udførelsen (uanset om man, som jeg personlig bedst kan lide, improviserer, eller har koreograferet på forhånd). Hvor gør man det? I træningslokalet naturligvis! Der har man ro, tid, plads og man forstyrrer ingen mens man gør det! (Jeg kunne muligvis her også nævne ”practicaen”, der kommer man for at træne, øve sig osv., men man er ikke alene til de store kast, lange sekvenser som fylder meget m.m.).
 
Den anden situation, hvor man danser med en person man har lyst at danse med (eller er budt op af…), er nok noget mere kompleks, selvom den ikke burde være det? Det som gør den vanskelig er, at dette ofte foregår et sted, hvor mange andre mennesker også befinder sig og har (eller burde have?) samme motiv. Derfor har man desværre ikke ubegrænset plads til at udfolde sig, for gulvet har en begrænset størrelse, og der befinder sig andre dansende der. Hvad gør man så, hvis man har lyst til at forføre partneren, nyde dansen sammen med partneren, nyde dansen i sig selv, nyde musikken mens man danser, nyde at være i et rum hvor andre deler interessen for ens (yndlings-) beskæftigelse? Jeg skal ikke komme ind på hvordan man IKKE bør gøre det, men hellere sige lidt om hvordan jeg mener det ville være ønskværdig måde at tackle dette på.
 
For det første synes det er vigtigt at indstille sig på den situation man træder ind i, da man faktisk bliver deltager i et fællesskab. Dette indebærer både nogle muligheder men også nogle forpligtelser; nogle spilleregler som følger af, at det er en social kontekst man indlemmer sig (og partneren) i. Noget af det vigtigste må vel være, at man grundlæggende har respekt for de andre deltagere og forventer det samme af dem. Dette indebærer at man som et minimum må forvente at man får tildelt en plads på dansegulvet, at man ikke bliver skadet og respekterer at de andre forventer det samme.
 
Dette frembyder naturligvis nogle begrænsninger for hvordan man kan danse, og hvilke trin man kan bruge. Og kræver velsagtens at man må fokusere på ens faktiske motiver for at være der. En umiddelbar konsekvens er, at man i hvert fald må mestre kunsten at begrænse sig, rumligt set. Og ikke bare være opmærksom på sig selv, partneren og musikken, men i høj grad også på gulvet og ikke mindst de andre par. Derfor må man udvide sin dans til også at omfatte alle de andre par, som danser på samme tidspunkt som en selv! Man må vige, manøvrere og af og til kræve sit rum på en ufarlig og hensynsfuld måde. Ofte kan dette betyde, at situationen indebærer at man må finde sin tilfredsstillelse i at danse på et meget minimalistisk plan. Dette er muligt! Man kan forføre partneren (og alle de andre ting jeg nævnte ovenfor), få en stor oplevelse og give partneren en minimalistisk stor oplevelse. For det er ikke de store, spektakulære trin/elementer i tangoen som er nødvendige for at det skal være en nydelse at danse. Jeg mener det i højere grad er samspillet i parret, med de andre par, med musikken som er forudsætningerne. Og måske det allervigtigste: LYST.
 
Det handler altså om at lade sin opmærksomhed og sit fokus være indenfor grænserne af dansegulvet, og fjerne sin opmærksomhed fra de mennesker der måske sidder rundt om gulvet og ser på. For de har absolut ingen rolle i det som foregår der. Klart det er dejligt hvis nogen, efter man har forladt gulvet, kommenterer ens dans på en positiv måde, men man må virkelig spørge sig selv om det var målet for dansen. Hvis det var det, er man havnet på helt forkert arena, som jeg startede hele dette med at sige. Da er der sket en sammenblanding, som meget ofte har som konsekvens, at de andre på DANSEgulvet ikke har følt sig respekteret, ikke har følt man dansede sammen med dem og i værste fald har fået et spark fra en alt for høj boleo, en vild og upassende sacada, en vanvittig gancho eller en ukontrolleret albue! Dette er uheld som selvfølgelig kan ske, men man kan forebygge en god del.
 
Selvfølgelig er der situationer hvor sammenblandingen kan være ufarlig, hvor man kan folde sig helt ud, prøve ting og brænde noget energi af. Det er vel oftest den sidste ”time” på milongaen/salonen/ballet, hvor de fleste er gået hjem og der bare er nogle få par tilbage på gulvet. Da kan man, hvis man føler sig sikker på at det er ok for de andre par, naturligvis slå sig løs og jeg må da sige at jeg også nyder de stunder hvor det er muligt at tage det kæmpestore ”lager” af show-trin i brug! Men det er, akkurat som tangoen selv, en balancegang!